Censur og sikkerhed:
Da vi første gang blev stillet overfor de indsendte værker til censureringen af KP 2010, synes udvælgelsesprocessen nærmest at give sig selv. Når det så er sagt, så var det måske netop selvsamme sikkerhed, der snart efter fik en til at tvivle; idet man naturligvis gerne vil se kunst der udfordrer ens forudfattede meninger. Det synes jo, i sagens natur, ikke at være tilfældet, når man er sikker på noget. På den måde kan et konsekvent dårligt værk jo f.eks. godt være en kunstners kampberedte udfordring til at se tingene på en anden måde. Heldigvis meldte usikkerheden sig da også hurtigt. Ikke bare fordi censur-komiteen var sammensat af 5 forskellige holdninger og kunstsyn, men også på grund af nogle indsendte værker, der ved nærmere eftersyn ikke bare lige af sig selv, lod sig indskrive i kategorien god eller dårlig, antagelig eller uantagelig.
Værkets præmisser og verden omkring os:
Ingen af censorerne har vel egentlig været i tvivl om: at det er i orden, og naturligt, at verden mænger sig på kunstudstillingen – altså at kunst også handler om andre ting end bare kunst. Alligevel har netop spørgsmål, om forholdet imellem kunstverdenen og andre verdener, fyldt overraskende meget. Det skyldes naturligvis først og fremmest de indsendte værker, som bl.a. fik os til at diskutere hvorvidt og hvordan kunstrummet skal fyldes med noget andet end det, der er alle andre steder. På den måde har vi f.eks. haft talrige diskussioner om kunstens særlighed og om kunsten rent faktisk er et felt, der skal foregå på en anden måde end andre felter og vi har diskuteret, om det giver mening at inddrage emner, der allerede har så rigeligt med plads i andre virkeligheder, at det ikke synes at tilføje noget nyt til det pågældende emne eller til kunstudstillingen.
Censurkomiteen har undervejs også måttet stille hinanden spørgsmålet om hvordan, man skulle og kunne censurere værkerne på det vi kom til at kalde: værkets præmisser. Når kravet om at blive overrasket og udfordret, som før nævnt, kan vende op og ned på hvad der er kvalitet, hvad der er godt og dårligt, så er en del af værkets præmisser f.eks. også den hensigt værket er lavet med. Det vil sige, at det ikke altid blot er det man ser foran sig, der spiller ind i vurderingen. Censorerne har flere gange f.eks. diskuteret, og prøvet at regne ud, hvorvidt kunstneren selv er medvidende i det geniale kiks, der gjorde et kunstværk dårligt på den gode måde, som man kalder det. Og vi har som det fremgår, haft mange diskussioner om hvorvidt og hvordan verden og helheden omkring værket skulle have betydning for vores udvælgelse. Selvom man kan argumentere for, at det vel er mest rimeligt overfor indsenderne at kigge på hvert enkelt værks kvaliteter, så kan man jo netop også, som før nævnt, med en vis retfærdighed sige, at når et rigtig dårligt værk kan være godt, på grund af den smag der omgiver det, så ville det naturligvis være hovedløst at ignorere, hvad resten af verden beskæftiger sig med. Det er der egentlig ikke noget nyt i. Det overraskende har været behovet for at diskutere det, i en tid hvor værkets autonomi og egne præmisser for længst er blevet aflyst. |
|
Postmoderne?
Nu har vi sammensat en udstilling, der sandsynligvis synes at være spraglet, og pege i mange retninger. Når vi nu startede med at udråbe tvivl og usikkerhed som en mulig målestok for kvalitet, så ville det dog nok være en lidt for sikker og vanlig forklaring endnu engang at kalde det for en postmoderne virkelighed. Hvorom alting er, postmoderne eller ej, så afspejler spragletheden ikke bare indsendernes værker, og censorernes forskellige holdninger, men måske også en verden der endnu en gang, eller stadigvæk er det man kalder mere kompliceret: Det er en forvirrende verden hvor tingene både kan flyde sammen i kunst og liv, sådan som de har for vane, men også kan insistere på at holde døren lukket og koncentrere sig lidt mere indgående i blot en af de mange komplicerede aspekter af den moderne fragmenterede virkelighed.
Man kan håbe at de udvalgte værkers velgjorte, tvivlsomme, gode, udfordrende, præcise, underlige, rørende (osv) kvaliteter, kan få beskueren til at komme i tvivl om et par vante tanker eller tre, om den gode smag, eller om hvad der er gode emner for et kunstværk, på samme måde som det hurtigt skete for os censorer. Måske endda uden at denne tvivl behøves at betyde, at ingenting og alting er ligegyldigt og at hvad som helst kan gå an. Vores diskussioner i censorgruppen, om så umoderne ting som værkets egne præmisser, og kunstens rum som et særlig rum vidner måske også om et udvalg af værker der, selv i en kompliceret verden, orker hestearbejdet med at insistere på mening.
Værsgo siger vi bare! |
