Det afhænger af blikket som ser ...
af Elsebeth Jørgensen, springvejleder 2010.
Kunst kan skabe mulighed for produktiv forvirring, tage fat i dilemmaer og konventioner, på en måde
hvor der bliver skubbet til vores virkeligheds-forståelse. Det bliver for mig at se interessant, når kunstnere har et mellemværende med vidensproduktion og historieforståelse, hvor de ikke er bange for at
insistere på, at vores væren i verden er en kompliceret sag. At de hævder, det har mening at foretage æstetiske operationer på trods af kunstens tilsyneladende nytteløse formål.
Kunstnerne på dette års Spring-udstilling bidrager på hver deres måde, til ideen om æstetens beret
tigelse som en eftertænksom og kritisk fgur i samfundet. At det er nødvendigt at betvivle enhver form
for søvnig konsensus, objektivitet og entydig fremstilling af verden. I stedet for blot at bekræfte tingenes tilstand, udmærker de tre Spring-deltageres kunstneriske handlinger sig ved, at ville vende det hele en omgang på hovedet og være avancerede ”studsninger” over forhold, der vedkommer andre end kunstnerne selv.
Det har været interessant som vejleder, at følge Mikael Hallstrøm Eriksen, Marianne Markvad og Niels
Kjær Pugholm i deres realisering af Spring-udstillingen til Århus Kunstbygning. De har gennem en lang
og interessant arbejdsproces udvist et stort kunstfagligt og kollegialt engagement. I deres forskellige
kunstneriske projekter har de været så opslugte af deres ideers muligheder og forhindringer, at det nærmest har virket som om deres verdensopfattelse for en tid har taget farve af den optik, som de her har
set på verden med i hvert deres individuelle projekt. Undervejs er de kommet på vildveje. Nye ideer er
kommet på banen og blevet afivet igen. Tidligere ideer er blevet hentet frem igen og afprøvet på nye
måder. Hvad var det nu egentlig for et mellemværende de hver især havde med verden, da de startede arbejdet med Spring? Hvordan skulle ideerne manifestere sig bedst muligt i et fælles fysisk rum
for andres blik? Besværlighederne er blevet taget op som selve ”motoren” for at drive projekterne til deres yderste kant.
Oveni dette engagement har Mikael Hallstrøm Eriksen, Marianne Markvad og Niels Kjær
Pugholm haft stor indlevelse i hinandens arbejde og taget fælles ansvar, hvormed denne Spring-udstilling er realiseret som et reelt stykke samarbejde.
Det er erfaringer fra denne fælles faglige udfordring med tre meget forskellige individuelle forløb, der
nu er landet i tre værker og er sat i scene i Sal A og i Skulpturgården på Århus Kunstbygning. Udstillingen
er en sammenstilling af vidt forskellige værker, der med hvert deres sprog, men også indbyrdes taler om
verden som kulturel, æstetisk, syntetisk og biologisk kompliceret realitet. Kunstnerne insisterer ikke
desto mindre på, at disse realiteters spørgsmål kan iagttages nærmere via de kunstneriske formater, der
kan transportere vores tanker i helt andre retninger end andre vidensproduktioner.
Det kendetegner alle 3 værker, at vi har at gøre med både et søgende og tvivlende, men derfor også et
erkendelsesmæssigt produktivt blik på verdens kon-struktioner. Det handler om at ville anskue verden
med en analytisk fornemmelse for konstruktion af rum, identitet og system-æstetiske handlinger. Om
at skabe “huller” i vores virkelighedsopfattelse på en måde hvor ideer, der bygger på andet end en søgen
efter konsensus, rationalitet og logisk videnskabelighed, er væsentlige i forhold til undersøgelser af hvordan verden er skruet sammen.
Værkerne imødekommer os visuelt og rumligt, selv om de indeholder en hel masse små ”hemmeligheder” og indbyggede referencer. Dem kan vi sætte os for at kigge nærmere på som spor i formelle og narrative forløb og derved blive en tanke rigere. Vi får plads til at fortælle med i værkerne og danne vores
egne forestillinger. Men disse Spring-værker stiller også opgaver til publikum om at bruge tid, skærpe
opmærksomheden lidt og udvide modtagelighedsevnen. Det er denne tro på kunstens umiddelbart
formålsløse, men derved også kritiske kunnen, som dette års kunstnere kan noget med - som derfor også
forpligter os som publikum til at opleve værkerne på deres helt egne præmisser.
Marianne Markvads ”Raumflucht” omslutter os rumligt i fysisk forstand og pirrer samtidig vores æstetiske sans på en måde så vores visuelle orientering sættes på prøve. Værket får os til at tænke nærmere
over konstruktionen af de arkitektoniske forhold, der omgiver os og som præger vores livsførelse i
urbane sammenhænge som en slags modernitetens eksistentielle grundvilkår. Installationen er baseret
på en omfattende fotografsk kortlægning i forskellige metropolske rum og udfolder sig som en kæmpemæssig rumlig montage med sammenstillinger, der har at gøre med princippet om billeders frie associative forbindelser. Værket taler om ophobning, fordobling og abstraktion via en igangsættelse af synets og kroppens bevægelse rundt i en artifciel urban verden, der skaber både refeksion om fællesskabers rum, utopiske forestillinger og ønsker om private åndehuller.
Niels Kjær Pugholm har indsamlet og bearbejdet en stor mængde information til en installation med tre
værkkomponenter, der både separat og i deres sammenstilling diskuterer kønskonstruktion og identitets-spørgsmål. I projektet ”Mand nok, nok Mand” har vi ikke blot at gøre med en kunstnerisk dokumenta
tion af forskellige former for ideer om maskulinitet, men også med undersøgelser af narrative konstruk
tioner som sådan. Værket prikker til fastlåste opfattelser af manden som kulturel, biologisk og æstetisk
figur og til de historiske konventioner som knytter sig hertil. Det sker via fysiske angreb på kunsthistorien, samtaler med mænd der støjer på værksteder og med assistance af en professionel fantomtegner
til en visuel fremstilling af den mand, som findes og som alligevel ikke findes. På en helt særlig finurlig
måde med brug af absurditet indeholder værket performative aspekter med iscenesættelser af det
maskuline køn på en måde, som giver mulighed for at gentænke identitet og kønnenes repræsentation
som et konceptuelt anliggende.
Mikael Hallstrøm Eriksens værk ”U(HH)NATUR!” etablerer et artifcielt grundforskningslignende forløb.
Det manifesterer sig som en stor syntetisk vækst-struktur af klorofylgrøn materialitet, der på omfattende vis ”tager fat” i Skulpturgårdens arkitektur ud fra sit helt eget klimatiske styresystem. Værket stiller spørgsmål til vores måde at forstå organisering af natur og biologisk materiale på som kulturelt
bearbejdet realitet. Det der gør værket til mere end en formel fremstilling af fysisk stof i rum, er den
performative handling som er indbygget i værket via dets konceptuelle styresystem. Det er på samme tid konstruktion, kroppens fysik og systemdannelse, der her begrebsliggøres via strukturering af materialitet
i et specifkt rums betingelser. Dets styresystems sproglige fgur og objekter i udstillings-rummet kommer til at stå som et før- og efterbillede på en fysisk mutation og på en særlig subjektiv undren. Et værk,
der kan få os til at spekulere på forholdet mellem sted, vækst, fysisk bevægelse og temporalitet som æstetiske betydninger.
Spring10-udstillingen afspejler tre meget forskellige måder at kaste et kunstnerisk blik på verden. Værkerne ”Raumflucht”, ”Mand nok, nok Mand” og ”U(HH)NATUR!” står som tre forskellige åbne narrative forløb, hvor nogen egentlig fortællemæssig konklusion aldrig fremkommer. Men de repræsenterer tilsammen, at der er en kompliceret udvælgelsesproces og subtil erfaringsdannelse på spil, når virkeligheden
sættes under kunstnerisk optik - at der ikke fndes udelukkende een specifk sand fortolkning af verdens kulturelle konstruktioner. Det afhænger af blikket som har set og de blikke, som her ser på denne
udstilling!
Men der er meget mere på spil her, som ikke kan og ikke skal afæses i denne omgang – nemlig alt det
der i et Springforløb er foregået inde i hovederne på deltagerne og som er blevet til nye vigtige kunstneriske erfaringer for dem at bygge videre på. - At noget sådan kan ske, kvalifcerer netop Spring som et rigtigt godt institutionelt udstillingsprojekt. Fordi det er et erfaringsproducerende rum, der giver kunstnere mulighed for over lang tid at fordybe sig i og realisere et større projekt på et ret så seriøst grundlag.
Disse nye erfaringsdannelser, som Spring også handler om, er noget jeg tror, vil blive interessant at se
leve videre i mange nye værker af Mikael Hallstrøm Eriksen, Marianne Markvad og Niels Kjær Pugholm –
som noget vi kan glæde os til at møde i nye visuelle former og i andre sammenhænge fremover.
Elsebeth Jørgensen.
|
