KP-prisen 2013

Stig Kaj Aunfelts fem store grønne tæpper "The green fairytale from Damascus 1-5", som de var installeret på KP13 

KP-prisen 2013 gik til Stig Kaj Aunfelt der deltog med værkerne "The green fairytale from Damascus 1-5". 
Jurymedlem, billedkunstner og rektor for Det Jyske Kunstakademi, Jesper Rasmussen motiverede valget med følgende ord: 
Dette års prismodtager deltager med flere værker, og de er bestemt af den iøjnefaldende slags. Juryen finder at værkerne besidder en umiddelbar energi og en udadvendt friskhed, hvor de med et simpelt greb og med et simpelt materiale opnår stor effekt - og det skal også tages helt bogstaveligt!
Værkerne opererer med en skabelonlignende æstetik som er grafisk velfungerende med tegn, symboler og figurer hentet fra populærkulturen og den politiske virkelighed.
Så er vi også betaget af den måde værkerne indtager rummet på, at de installatorisk fungerer både på gulvet, på væggene og i kombinationen af gulv og væg. De danner en interessant scenografisk installation, der virker med en vis humor og en vis flabethed, der minder om noget vi møder på gaden.
Nogen vil sikkert kritisere værkerne for at være overfladiske og uden synderlig dybde, men det er netop deres overfladiskhed, der giver dem en ligefrem kvalitet: så uprætentiøst enkelt kan kunst også gøres.

Stig Kaj Aunfelt har ikke taget den slagne vej ind i kunstverdenen. Med en baggrund som byggetekniker suppleret med kurser på Sønderborg Kunstskole har han udviklet sit kunstneriske udtryk gennem de seneste 12 år og bl.a. udstillet på Kunstnernes Sommerudstilling i 2009 og Kunstnernes Efterårsudstilling i 2010 og 2012.
Stig Kaj Aunfelt bor og arbejder i Sønderborg.

Kunstnernes Påskeudstilling
Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13,
DK-8000 Aarhus C
Kontakt: info@kp-spring.dk // Tlf.: +45 22512243

KP på Facebook