forord kp08 >>
af censor Lars Bent Petersen
"For 18 år siden, i 1990, skrev jeg min første ”rigtige” tekst, ”Plantageejerens datter” sammen med Peter Holst Henckel til Kunstnernes Efterårsudstillings 100-års jubilæum. Teksten, som blev genoptrykt i en lettere bearbejdet form i KPs 60-års jubilæumsbog forrige år, beskrev grundlæggende hvorfor vi som unge kunststuderende ikke længere følte, at censurerede udstillinger kunne bruges. Den censurerede udstilling var en borgerlig kunstinstitution, hvis eneste formål var at reproducere sig selv for at sikre sin egen (økonomiske) overlevelse og opretholde et forældet (modernistisk) kunstbegreb.
Overraskende nok, ikke mindst for mig selv, dækker teksten egentligt stadig min grundlæggende holdning til censurerede udstillinger. Det er ironisk, at jeg så i dag sidder og skriver forord til en censureret udstilling, jeg selv har været med til at censurere. Ikke mindre ironisk er det, at min gamle ven og studiekammerat fra det Kongelige Danske Kunstakademi, som jeg skrev teksten mod de censurerede udstillinger sammen med, i dag er formand for Charlottenborg Fonden, der står bag Charlottenborgs Forårsudstilling - en anden stor censureret salon.
Jeg har indtil nu aldrig siddet i en censurkomité til en udstilling - eller til noget som helst andet, for den sags skyld. Troskaben mod mine principper holdt i små 20 år. Hvad fik mig til at æde mine egne principper efter alle de år? Først og fremmest pragmatik. Den dag i dag tror jeg stadig, at ”gør-det-selv”, ”DIY” eller selvorganisering som det hedder nu, er en bedre måde for unge kunstnere at møde beskueren og omverdenen på. Og hvis ikke af ideologiske grunde, så af den simple verdslige grund, at man er rimeligt sikker på at være med på de udstillinger eller projekter man selv arrangerer eller kuraterer. Men for kunstnere, der er uden for de ”mest anerkendte kunstneres felt”, udgør de censurerede udstillinger i princippet en mulig vej mod en inkludering i dette felt af ”anerkendte kunstnere”. Selv om denne forestilling nok er mere principiel end reel.
Efter at have undervist unge kunstnere, primært på Det Fynske Kunstakademi og nu på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København i små ti år, har jeg konstateret, at de censurerede udstillinger stadig har en funktion for unge kunstnere. Når jeg primært skriver om unge kunstnere, er det ikke fordi jeg har glemt eller ignorerer ældre, det er kun fordi jeg har mest erfaring med unge kunstnere i denne sammenhæng. (tilsyneladende eksisterer midaldrende kunstnere ikke i Danmark - man er enten ung eller ældre, hvad der indimellem kan forekomme noget besynderligt)
Det, de censurerede udstillinger kan tilbyde - og som er, og altid har været, sindssygt væsentligt - er muligheden for at indgå i og skabe nye sociale og kunstneriske netværk, på tværs af de muligheder den enkelte kunstner selv har. Selvfølgelig er det stadig muligt for de kunstnere, der kommer igennem censuren, at møde et publikum i form af beskuer og kunstinstitution. Det er denne mulighed for at danne og indgå i nye (kunstneriske og sociale) fællesskaber, for de kunstnere der ikke ”gør-det-selv”, der har fået mig til at æde mine principielle holdninger til censurerede udstillinger og har gjort, at jeg i dag ser noget mere pragmatisk på funktionen af censurerede udstillinger.
Pragmatik oplevede jeg som et nøgleord i censuren i år, pragmatik i censurkomitéens aldersspredning, fra 33 år til 66 år, kønsmæssigt, 3 kvinder og 4 mænd, regionalt fra København til Vrå over Århus.
Hvis pragmatik kan lyde lidt som en grå middelvej, så er den anden og positive side af pragmatik, pluralisme. Pluralisme er plads, et fælles rum hvor individet kan udfolde sig i fællesskab med andre og på lige vilkår med andre. Sådan oplevede jeg arbejdet i censurkomitéen i år og jeg håber det kan ses på udstillingen - ikke på de valgte værker, men i de mellemrum mellem værkerne, der binder udstillingen sammen.
Vel mødt."
|
