SPRING20

Sideløbende med KP vises gruppeudstillingen SPRING – i 2020 for 17. gang.
SPRING er Kunstnernes Påskeudstillings talentudstilling med en lille håndfuld kunstnere, der inden for de seneste sæsoner har markeret sig stærkt på den censurerede KP.

SPRING20 – kunstnere og vejleder

Marie Kaarøe (udstillede på KP18)
Pascal Mayet (udstillede på KP17)
Kamilla Mez (udstillede på KP19)
Olivia Willman (udstillede på KP19)

Vejleder: Marianne Jørgensen

SPRING20 bliver vist som en samlet præsentation i Kunsthal Aarhus samtidig med KP20.
De enkelte projektudkast lægger op til følgende undersøgelser;

Marie Kaarøe / Kilo(Kubik)Meter (arbejdstitel)
Marie Kaarøes tegnende, skulpturelle og arkitektoniske praksis undersøger sammenhængende mellem afstand, længde, volumen og grader af tæthed. Forslaget til SPRING20 er en tredimensionel tegning/skulptur bestående af utallige tætsiddende snore spændt op på en kubisk ramme.

Pascal Mayet / Tomorrow Started (arbejdstitel)
Med fokus på de aktuelle klimaspørgsmål vil Pascal Mayet udvikle en serie visuelle portrætter af vores tid, den måde vi lever på, den forurening vi producerer, og den luft vi indånder. Formatet er maleri, malet med indsamlede partikler fra biler og bussers udstødningsrør.

Kamilla Mez / MMXX (arbejdstitel)
Kamilla Mez’ interessefelt er institutionen i sig selv og forslaget til SPRING20 er en augmented reality installation, der undersøger hvordan værket kan inkorporere og korrespondere med rammerne, atmosfæren og miljøet i og omkring Kunsthal Aarhus. Man kan forestille sig værket som en digital dimension lagt henover en allerede eksisterende udstilling og på denne måde lave en refleksion over det rum publikum allerede befinder sig i.

Olivia Willman / Pavillon (arbejdstitel)
Ny-mysticisme og nordisk runemagi! Med fokus på en næsten glemt kulturarv vil værket tilbyde et åbent kontemplativt rum, hvori en spirituel praksis med udgangspunkt i nordisk magi og materialet SALT kan udfolde sig. Formen vil blive en pavillonlignende konstruktion af stablede Himalaya-saltsten holdt sammen af et indre (usynligt) stålskelet.

 

Formålet med SPRING er

  • at synliggøre væsentlige kunstneriske udtryk og undersøgelser, der ellers kan have svært ved at finde en offentlig platform
  • at understøtte den enkelte kunstner i sin karriere
  • i et større perspektiv, at styrke kunstens fødekæde.

SPRING har tre vigtige satsninger

  • Talentpleje: Tidligt i forløbet tilknyttes kunstnerne en kvalificeret vejleder (i år billedkunstner Marianne Jørgensen), der rådgiver om de individuelle værker. Der samarbejdes om den samlede udstilling og om katalogets form og indhold.
  • Udveksling: En platform skabes for nye netværk og samarbejder kunstnere imellem.
  • Formidling: Der arbejdes på at udvikle forholdet mellem værk og publikum ved bl.a. at udgive katalog, handouts, iværksætte offentlige talks mm.

 

Scroll to top