Tekst af Peter Laugesen fra jubilæumsudgivelsen KP60 kunsten og censuren.
Bogen er udgivet i anledning af KPs 60-års jubilæum i 2006.

Egentlig er der jo bare tale om, at professionelle kunstnere vurderer de værker, der bliver indsendt til KP, KE og andre såkaldte 'censurerede' udstillinger. Ordet 'censur' har en noget ubehagelig klang i andre sammenhænge, fordi der i tidens løb er sket en overglidning fra det latinske 'censere', at bedømme eller vurdere, i retning af noget, der snarere betegner f.eks. 'forbyde' eller 'diktere'.
Kombineret med moderne tanker om, at kunsten skal være fri, lettere fordrejet hen imod en fortolkning, der går ud på, at kunstneren skal kunne gøre nøjagtig, hvad hun eller han har lyst til, og det skal ingen blande sig i, kan medføre, at der i visse perioder ligesom opstår en slags udbredt dis-respekt omkring censuren som institution i forbindelse med især vores to mest hæderkronede censurerede udstillinger, den københavnske KE og den århusianske KP.

I de turbulente år 1967-1970 satte KE censuren til debat ved at åbne den. Det drejede sig om et enkelt år, så tog sagførerne udstillingen tilbage, men det ene år var debatten der.
Mange mener den dag i dag, at censuren det år blev afskaffet, men hvor meget debat ville der være i det? Tværtimod faktisk, for den blev åbnet, den blev lagt åbent frem. Hvis blot én censor sagde god for et indsendt værk, kom værket med på KE – og i kataloget tryktes en liste, hvorpå man kunne se, hvilke censorer, der havde sagt god for hvad.
KP foretog sig ikke noget af den slags, men en gruppe kunstnere med tilknytning til Ung Kunst, en underafdeling af 1847, en slags sandkasse til den såkaldte Århus-Avantgarde, foranstaltede udstillingen Se den – lav den. Her kunne hvem som helst sende ind, og alt blev anbragt i Kunstbygningen.
Det var en stor, måske diffus men også mangfoldig ting, der, så vidt jeg husker, blev afbrudt, fordi en gruppe af byens hårde hippier havde besluttet at bo i rotunden som en levende arkitektonisk skulptur. Det medførte lukning. Virkelighed ville man ikke have.

Naturligvis var det ikke Ung Kunst, der lukkede noget som helst, men andre instanser, dem der råder for den slags, mente, at nu kunne det være mere end nok. Jeg deltog i begge de her nævnte manifestationer, og to gange mere har jeg haft med KP at gøre som indsender. En gang kasseret, en anden antaget. Antagelsen bestod af en enormt antal små mærkater med påskriften 'KASSERET', som Allan Glob og jeg, det var vores fælles projekt, satte op på hele Kunstbygningens facade, hvor de sad og flagrede i vind og vejr som en slags hvid pels eller fjerdragt.

Et sådant næsten på skrømt jesuitisk sofisteri, der påpegede det ekvivokke i censurinstitutionen ved at udstille dødsdommen 'KASSERET' og desuden naturligvis var en konsekvent udnyttelse af den kendsgerning, at den, der forventer objektiv bedømmelse af en censurkomite bestående af kunstnere, pisser mod vinden, måtte naturligvis møde en hel del kritik.

Således blev Allan og jeg på det voldsomste, mens vi stod og beundrede vores færdige værk i dets fulde udblomstring, overfuset af en repræsentant for kunstens frihed og kunstnerens skabagtige guddommelighed, med andre ord en ægte kasseret, som de notoriske svindlere, de frække fornægtere af friheden og opportunistiske fornægtere af revolutionen, vi vitterligt var.

Vi var glade for vores værk, dels fordi det havde vakt debat, men i højere grad fordi det opførte sig så fantastisk uforudsigeligt i sin langsomme forsvinden, sine skiftende mønstre efterhånden som kunstens pels eller fjerdragt blæste af, indtil det hele, som den slags skal, forsvandt så sporløst, som man nu kan forsvinde i en verden, hvor selv den største idiot bliver født med et fotografiapparat i sin lille abehånd.
Jeg husker ikke årstallet.

Peter Laugesen har siden debuten Landskab i 1967 markeret sig som en af de mest originale lyrikere på den danske litteraturscene. Sit lyriske talent har han ligeledes brugt i forskellige samarbejder inden for både billedkunst, film og musik. Udover at være digter arbejder Peter Laugesen også som kunstkritiker, journalist og oversætter. Han er desuden medlem af Det danske Akademi.

Begitte Andersen
Kristian Røn Andreasen
Sissel Aurland (NO)
Yinon Avior
Anita Axelsen Bredsdorff
Simon Bang
Birgit Lendal Beek
Emily Beresford
Ulla Bjulver
Anne Louise Blicher
Birgitte Christens
Poul Erik Christensen
Mette Christensen
Malene Kløve Dalsgaard
Mia Roar Damsted
Christian Daugaard
Mia Dernoff
DK/UA venskab // Marta Dyachenko, Anton Peitersen og Niels H. Peitersen
Nina K Ekman (NO)
Linda Falkesgaard
Cecilie Fang Jensen
Lars Brorson Fich
Sara Hagins
Paul Handley (AU)
Sys Hansen
Emilie Henriksen
Lars Hilfling
Susanne Hoeg Butcher
Lars Hune
Christine Hvidt & Daniela Maciel
Charlotte Jacobsen
Anette Jensen
Trine Koch Jensen
Lisbeth Johansen
Tina Kallehave
Regina Kanta
Jane Klostergaard
Frans Peter Valbjørn Knudsen
Ada Helene Kragh
Ditte Johanne Krogh Bertelsen
Maria Lomholdt
Jonathan Lystbæk
Dorte Marcussen
Billie Cecilie Meiniche
Tina Menore
Dorte Naomi
Jamie Oldham (UK)
Mette Olsen og Tinne Delfs
Agnethe Vestergård Pedersen
Anneline Schjødt Pedersen
Marianne T Pedersen
Maya Rosette Helle Rasmussen
Marco Tobias Nørregaard Repenning
Jan Oskar Rønnow
Katrine Skovsgaard
Henrik Soelmark
Pia Stuer Lauridsen
Matilde Søes Rasmussen
Emilia Sølvsten
Caroline Krabbe Haugen Sørensen
Karen T
Mira Bella Tyrpak
Lene Vidding
Katharina Welper
Heidi Øiseth (NO)

Censorerne har taget stilling til i alt 2030 værker fordelt på 432 ansøgninger.
Til KP20 er udvalgt 126 værker (6,2%) fordelt på 65 ansøgninger (69 kunstnere).
Mere statistik her: http://kp-spring.dk/statistik/