Vedtægter for foreningen
Kunstnernes Påskeudstilling
Senest revideret d. 23. marts 2024.
Foreningens navn er Kunstnernes Påskeudstilling.
Foreningen er stiftet i 1947 af Foreningen Ung Kunst.
Foreningens hjemsted er Aarhus.
Kunstnernes Påskeudstilling har som tilskudsberettiget institution til formål hvert år at arrangere en åbent censureret udstilling af nutidig billedkunst samt yde støtte som kulturformidler.
Foreningen skal stedse arbejde for, at udstillingerne har et kvalitativt niveau, som kan sikre en fortsat tilskudsberettigelse.
- Den årlige udstilling afholdes i påsketiden i Kunsthal Aarhus, J.M. Mørks Gade 13, DK-8000 Aarhus C.
- Udstillingen er en åben censureret udstilling. Alle kan indsende værker til bedømmelse.
- Tilmeldingsprocedure samt censureringsform fastlægges af Kunstnernes Påskeudstilling.
- Indsendte arbejder må ikke tidligere have været vist på en af de statsanerkendte censurerede udstillinger.
Enhver, der har fået antaget et eller flere arbejder til udstillingen, er medlem af foreningen dette og de næstfølgende 4 år og har ret til at deltage i foreningens generalforsamling ("Kunstnermødet").
a.) Opgaver og valg.
Foreningens arbejde ledes af en bestyrelse på 5 medlemmer, der alle bør være bosiddende i Aarhus området.
Følgende personer er valgbare til bestyrelsen:
- Alle KP medlemmer
- Personer der tidligere har udstillet på KP
- Personer, som ikke er medlem af KP, men som anbefales ved underskrift af minimum 10 KP-medlemmer.
Bestyrelsens medlemmer vælges på foreningens generalforsamling for 2 år ad gangen. På ulige årstal vælges 3 medlemmer og på lige årstal vælges 2 medlemmer. Såfremt der er flere end for årstallet antal medlemmer på valg, vælges de med flest stemmer for 2 år og resten for 1 år.
Herudover vælges minimum 2 suppleanter til bestyrelsen – dog maksimum 6 suppleanter. Den med flest stemmer bliver 1. suppleant, næstflest stemmer 2. suppleant og så fremdeles.
Genvalg kan finde sted.
Bestyrelsen konstituerer sig umiddelbart efter generalforsamlingen med en formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Bestyrelsen har ansvaret for udstillingens økonomi, dens praktiske tilrettelæggelse og gennemførelse (herunder katalog) samt ansætter en forretningsfører for udstillingen.
b.) Bestyrelsesarbejdet.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.
Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det. Indkaldelse finder sted skriftligt med angivelse af dagsorden.
Over bestyrelsesmøderne føres beslutningsreferat, som underskrives af formanden eller næstformanden og sekretæren.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpelt flertal og er beslutningsdygtig, når 3 medlemmer er til stede.
Kan der ikke samles 3 bestyrelsesmedlemmer til et møde, kan bestyrelsen gøres beslutningsdygtig, ved at et fraværende bestyrelsesmedlem giver fuldmagt til 1. suppleanten (i dennes fravær 2. suppleanten osv.) til at agere på bestyrelsesmedlemmets vegne på det aktuelle møde.
Udtræder et medlem af bestyrelsen midt i en valgperiode, tiltræder 1. suppleanten (i dennes fravær 2. suppleanten osv.)
Ved stemmelighed er formandens - i hans forfald den fungerende formands - stemme udslagsgivende.
Der nedsættes en censurkomité for et år ad gangen, bestående af 5 medlemmer.
KPs bestyrelse udpeger 5 censorer samt 5 suppleanter.
Censurkomiteen, der konstituerer sig med en formand, har det kunstneriske ansvar for udstillingen, og samtlige medlemmer af komitéen skal deltage i censureringen af alle de indsendte værker.
a.) Tidspunkt og indkaldelse.
Ordinær generalforsamling afholdes normalt indenfor udstillingsperioden.
Er det ikke muligt at afholde ordinær/ekstraordinær generalforsamling fysisk, kan bestyrelsen beslutte at afholde generalforsamlingen virtuelt i et alment tilgængeligt online format.
Personer, som ikke er medlem af KP, men som er opstillet til bestyrelsen, kan deltage på generalforsamlingen med taleret og uden stemmeret.
Ekstraordinær generalforsamling indkaldes efter beslutning på den ordinære generalforsamling eller af bestyrelsen, eller når mindst 25 af foreningens medlemmer skriftligt begærer det med angivelse af dagsorden.
Indkaldelse til generalforsamling skal finde sted med mindst 14 dages varsel ved særskilt skrivelse til de enkelte medlemmer.
Forslag, som af medlemmer ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal indsendes skriftligt til bestyrelsen senest 6 uger før generalforsamling.
b.) Kompetence.
Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
c.) Gennemførelsen.
Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal indeholde:
- Valg af dirigent.
- Valg af stemmeudvalg.
- Formandens beretning.
- Formanden for censurkomiteens beretning.
- Kassererens fremlæggelse af revideret årsregnskab og forslag til budget.
- Valg af medlemmer til bestyrelsen, jfr. § 5.
- Valg af 2 medlemmer - bosiddende i Aarhus Kommune - til det festudvalg, der arrangerer det følgende års kunstnerfest.
- Indkomne forslag.
- Eventuelt.
Beretning fra foreningens formand og censurkomitéens formand skal foreligge skriftligt og indgå i det referat, der udarbejdes af generalforsamlingen.
Årsregnskabets hovedtal samt forslag til budget udsendes til medlemmerne sammen med indkaldelsen til generalforsamlingen.
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, medmindre andet følger af nærværende vedtægt.
Hvert medlem har én stemme, og afstemninger finder sted skriftligt, såfremt ét medlem forlanger det.
Alle siddende medlemmer af KP’s bestyrelse har stemmeret på generalforsamlingen og på ekstraordinære generalforsamlinger.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
Foreningens regnskabsår er 1.7. - og 30.6.
Regnskabet revideres af en statsautoriseret eller registreret revisor.
Kassereren er ansvarlig for førelsen af regnskabet og udarbejdelsen af budgetforslag til forelæggelse for bestyrelsen.
Foreningen skal have en garantikapital på 50% af foregående års udgifter.
Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden, i dennes fravær næstformanden, og ét bestyrelsesmedlem.
Der kan meddeles prokura.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de foreningen påhvilende forpligtelser.
Bestyrelsen træffer alle fornødne bestemmelser om foreningens organisation og arbejdsområde og ansætter fornøden ad hoc medhjælp.
Forslag til vedtægtsændringer, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal skriftligt være fremsendt til bestyrelsen senest 6 uger før generalforsamling, og den skal i den fulde ordlyd være indeholdt i dagsordenen for generalforsamlingen eller vedlagt denne.
Til ændring af vedtægterne kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 af de afgivne stemmer.
Til foreningens opløsning kræves vedtagelse på en generalforsamling med 2/3 majoritet blandt samtlige medlemmer. Opnås denne majoritet ikke, er bestyrelsen berettiget til at indkalde til en ny generalforsamling, på hvilken opløsningen kan vedtages med 2/3 majoritet blandt de fremmødte medlemmer.
Ved foreningens opløsning anvendes inden for en 5-årig periode foreningens formue til legater til skabende kunstnere.
Legaterne uddeles efter ansøgning af ÅKs Venner, eller i tilfælde af denne forenings opløsning af Aarhus Kommune.
1. Til Censurkomitéen kan vælges kunstfaglige personer samt udøvende billedkunstnere, der deltager i den samtidige kunstdebat. Herunder medlemmer af BKF og Kunstnersamfundet. Dog kan der maksimalt vælges to censorer uden egen kunstnerisk praksis.
2. En censor er kun valgbar til censurkomitéen 2 gange i løbet af en 5-års periode.
3. En censor kan samme år kun sidde som censor på en af følgende udstillinger:
Kunstnernes Påskeudstilling.
Kunstnernes Efterårsudstilling.
Charlottenborgs Forårsudstilling.
Sommerudstillingen i Tistrup.
Den censurerede kunstudstilling DCK i Odense.
Nordkraftudstillingen i Aalborg.
4. En censor må ikke udstille på Kunstnernes Påskeudstilling i sin funktionsperiode.
5. I sin funktionsperiode må en censor ikke være medlem af bestyrelsen for Kunstnernes Påskeudstilling.
6. Bestyrelsen har ansvaret for og påser, at censureringen udelukkende foregår ud fra billedkunstneriske kriterier.
7. Censorerne forpligter sig til at medvirke aktivt til den nødvendige begrænsning af det indsendte materiale. Alle arbejder censureres af censurkomiteen udelukkende ud fra billedkunstneriske kriterier. Alle andre kriterier er censureringen uvedkommende. Alle afgørelser træffes ved flertalsbeslutninger.
8. Blandt censurkomitéens medlemmer vælges 1-3, som alene er ansvarlige for ophængningen af udstillingen.
9. Censurkomitéens formand samt formanden for ophængningsudvalget har mødepligt ved den efterfølgende generalforsamling og aflægger beretning vedr. censureringen og ophængningen af udstillingen.
10. Efter afslutningen af censureringen har censorerne - bortset fra ophængningsudvalget - ikke adgang til de censurerede arbejder.
Ovenstående vedtægter inkl. bilag er vedtaget på KP's generalforsamling den 18.03.1989, med efterfølgende ændringer 07.04.1990, 23.03.1991, 30.03.1996, 04.04.1998, 04.12.2001, 31.03.2007, 15.03.2008, 27.03.2010, 29.04.2012, 21.04.2013, 21.10.2014, 30.03.2019, 03.06.2021, 09.04.2022 og senest 23.03.2024.