Laura Degn

Laura Degn
Tegument 

Laura Degns praksis udfolder sig på tværs af medier og materialer. Hun arbejder med tegning, maleri, skulptur, video og installation, og bevæger sig frit mellem disse udtryksformer alt efter, hvad undersøgelsen kræver. Fælles for værkerne er ikke et bestemt medie, men en vedvarende interesse for kroppen som et ustabilt og porøst fænomen. Et sted, hvor grænser hele tiden flyttes mellem indre og ydre, mellem det levende og det udskilte.

I hendes værker optræder kroppen sjældent som en stabil figur. Den opløses i fragmenter, overflader, hybrider og rester. Det, der engang var en del af et levende legeme, træder frem som noget løsrevet og tvetydigt, genkendeligt, men uden mulighed for entydig identifikation. Kroppen bliver ikke repræsenteret, men bearbejdet, dekonstrueret og genopstået i nye, ofte flydende former.

Denne tilgang placerer Laura i forlængelse af Abject Art-traditionen, hvor kroppen forstås som noget uroligt og grænseoverskridende snarere end idealiseret. Hos Laura er det abjekte ikke et spektakulært chok, men en grundtilstand. En stille konfrontation med det, der opstår, når kroppens dele, spor og udskillelser forlader deres naturlige sammenhæng. Det er i dette spændingsfelt mellem tiltrækning og frastødning, at hendes værker finder deres særlige intensitet.

Til SPRING26 præsenterer Laura Værket Tegument, der kredser om huden som både afgrænsning og forbindelse. Værkets centrale element er et stort, ophængt værk i form af et gardin, samlet af mange mindre gelatineflader og monteret på en gardinstang. Gardinet fungerer her ikke blot som et praktisk ophæng, men som en metafor, en kropslig membran, der både adskiller og forbinder rum, ligesom huden adskiller og forbinder krop og omverden.

Som gardin befinder værket sig i en velkendt, næsten hjemlig kontekst, noget der filtrerer lys, regulerer indblik og markerer overgange. I Tegument forskydes denne funktion. Gardinet bliver en form for kropslig overflade. Eksponeret, sårbar og gennemtrængelig. Den hængende gelatine fremstår som en hud, der ikke længere beskytter, men afslører. Nogen der hænger frit i rummet.

Materialevalget er centralt for denne betydning. Gelatine, udvundet af animalsk bindevæv, befinder sig allerede i en overgangstilstand mellem liv og rest. Når kunstnerens egne hudaftryk fastholdes i dette materiale, opstår en sammensmeltning mellem det menneskelige og det ikke-menneskelige. Værket bliver dermed ikke et billede af en krop, men en kropslig hændelse.

Lyset fungerer som en aktiv medspiller i installationen. Afhængigt af vinkel og afstand kan gardinet fremstå tæt, gennemsigtigt eller næsten immaterielt. Nogle steder træder hudens mikroskopiske strukturer frem, andre steder opløses overfladen og bliver næsten usynlig. Værket unddrager sig en fast form og insisterer på at blive erfaret i bevægelse, som noget, man passerer, ikke blot betragter.

I dialog med det hængende gardin indgår et gulvværk i en mørkere, mere ravfarvet gelatine. Hvor gardinet fremstår udspændt og eksponeret, fremstår gulvværket som en rest, noget der er faldet ned, har samlet sig og fortsat er i forandring. Sammen danner værkerne et spændingsfelt mellem hud som grænse og hud som affald, mellem det ophængte og det efterladte.

I Tegument undersøger Laura kroppen som noget, der ikke kan fastholdes som helhed, men kun eksisterer gennem spor, tab og transformation. Gardinet som både hverdagsobjekt og kropslig metafor, bliver et billede på denne tilstand. En overflade, vi er vant til at trække for og fra, men som her hænger tilbage som en blottet, tavs rest af et legeme.

Ahmad Siyar Qasimi

Laura Degn (født 1999) Bor og arbejder i Silkeborg.
https://lauradegn.wixsite.com/lauradegn 

Peter Rolsted

Peter Rolsted
Åbningen af sidste akt

Peter Rolsteds maleriske praksis tager ofte udgangspunkt i private snapshots og familiefotografier, der fungerer som erindringsfragmenter snarere end som dokumentation. I oversættelsen fra fotografi til maleri forskydes billedets betydning. Det konkrete øjeblik opløses, og motivet træder frem som noget, der allerede er på afstand. Rolsted arbejder med denne tidslige forskydning som et centralt greb. Maleriet bliver et sted, hvor lyset bærer hukommelsen videre, ikke som klar gengivelse, men som noget forsinket og bearbejdet gennem mange lag.

Denne forskydning præger også figurfremstillingen. Personerne indgår ofte i sociale situationer, men relationerne mellem dem forbliver uafklarede og mystiske. Der er fysisk nærhed, men et fravær i blikke og bevægelser. Det kollektive fremstår ikke som et stabilt fællesskab, men som en midlertidig konstellation, holdt sammen af situationen snarere end af reale relationer.

Rolsteds værker trækker bevidst på kunsthistoriens store fortælletraditioner, men anvender dem på en interessant og fornyende måde. Det klassiske motiv genaktiveres ikke som nostalgisk reference, men som et kritisk redskab til at undersøge samtidens sociale og psykologiske strukturer.

Til SPRING26 præsenterer Rolsted et monumentalt maleri, der genfortolker bacchanal-motivet, et velkendt tema i kunsthistorien forbundet med rus, overskridelse og midlertidig suspension af sociale normer. Historisk fungerede bacchanalerne som rituelle ventiler. I Rolsteds version læses motivet gennem en nutidig erfaring af udmattelse og desillusion.

I denne fortolkning er de menneskelige figurer erstattet af små porcelænsfigurer. Udskiftningen skaber en afgørende forskydning i værkets logik. kroppen mister sin umiddelbare sanselighed og bliver til en form for rekvisit. Figurerne fremstår skrøbelige, idealiserede, distancerede og komiske, som miniatureudgaver af sociale roller snarere end som levende subjekter. Det hedonistiske fællesskab iscenesættes dermed som noget konstrueret og teatralsk.

Scenen er opbygget som en form for teaterkulisse. Bacchanalen udspiller sig ikke i en natur, der lover frigørelse, men i et rum, der tydeligt signalerer iscenesættelse. Det teatralske greb understreger, at festen ikke blot er en handling, men en gentagelse af en fantasi, der spilles igen og igen. Måneskinnet og det dramatiske lys bidrager til en stemning, der både er forførende og køligt distanceret.

Rolsted refererer her direkte til renæssancens bacchanaler, herunder Titians The Bacchanal of the Andrians, men hvor de historiske forlæg ofte rummede en balance mellem kaos og orden, fremstår denne version mere ambivalent. Festen peger ikke mod fornyelse, men mod en gentagelse uden forløsning. Hedonismen bliver ikke et ideal, men et symptom på en komisk situation, hvor fremtiden opleves som uafklaret.

Maleriets barokke komposition og mættede kolorisme tiltrækker blikket, men fastholder samtidig en distance. Porcelænsfigurernes stivhed og kulissens kunstighed forhindrer identifikation og understreger værkets karakter af tableau. Festscenen fremstår mindre som fejring end som en midlertidig suspension af det, der presser sig på udenfor billedet.

I SPRING26 fremstår Åbningen af sidste akt som en undersøgelse af festens rolle i en samtid præget af håbløshed og pessimisme. Værket fastholder bacchanalens løfte om intensitet, men lader det udfolde sig som en gentaget gestus, smuk, skrøbelig og uden garanti for, hvad der følger efter.

Ahmad Siyar Qasimi

Peter Rolsted (født 1996) Bor og arbejder i København.
https://peterrolsted.com/